Standsning af massiv blødning
En massiv blødning er livstruende, og hurtig handling kan være forskellen mellem liv og død. Ifølge Dansk Førstehjælpsråd kræver det korrekt førstehjælp at stoppe en stor blødning effektivt. Men hvad er en massiv blødning, og hvordan griber man det an?
Hvad er en massiv blødning?
En massiv blødning er kendetegnet ved, at blodet strømmer hurtigt ud af kroppen i store mængder, hvilket kan medføre blodtab, kredsløbssvigt og i værste fald død inden for få minutter. Typiske årsager til massive blødninger kan være ulykker, stikskader eller alvorlige traumer, hvor større blodkar er blevet beskadiget.
En massiv blødning skal standses
Kroppen har brug for en tilstrækkelig mængde blod for at kunne opretholde blodtryk og levere ilt til vitale organer. Når man mister store mængder blod, falder blodtrykket, hvilket gør det svært for hjernen og hjertet at fungere korrekt. Derfor er det afgørende at handle hurtigt for at stoppe blødningen og forhindre kredsløbssvigt.
Håndgreb og udstyr
Der findes flere metoder og værktøjer til at standse massive blødninger:
-
- Direkte tryk: Den mest effektive metode er straks at anvende direkte tryk på såret. Brug en ren klud, tøj eller dine bare hænder til at presse hårdt mod blødningsstedet.
- Læg personen ned: Få lagt den tilskadekomne ned på gulvet, således blodet har lettest ved at løbe til hjertet.
- Elevation: Hvis det er muligt, skal du elevere den skadede kropsdel højt for at mindske blodgennemstrømningen.
- Trykforbinding: Hvis direkte tryk ikke er nok, kan du bruge en trykforbinding. En trykforbinding består af en steril forbinding og et elastikbind, der vikles stramt rundt om såret for at fastholde presset. En trykforbinding findes i de fleste førstehjælpskasser.
- Tourniquet (knebelpres): Hvis blødningen ikke kan kontrolleres med tryk alene, kan man bruge en tourniquet, dog kun ved skader på arme og ben. En tourniquet strammes om legemet over såret, så blodforsyningen til det skadede område afbrydes. Det er vigtigt kun at bruge en tourniquet som en sidste udvej, da det kan skade vævet, hvis det sidder for længe. Den bør ikke sidde i mere end seks timer uden lægehjælp.
Test på dig selv: Prøv at rejs dig op. Tag din ene arm og ræk den direkte op i vejret og lad din anden arm hænge ned langs siden. Efter 10 sekunder kan du tydeligt se farveforskel. Den eleverede arm er mere bleg end den modsatte. Dette illustrerer, at blodet har svært ved at pumpe ud af en åbning som er eleveret over hjertehøjde pga. tyngdekræften.
Anlæg en tourniquet
Sikkerhed: Sørg først for, at du selv er i sikkerhed. Få fjernet den farlige genstand eller få nødflyttet personen væk. Brug om muligt handsker for at undgå kontakt med blod.
-
- Vurder blødningen: Identificér kilden til blødningen og vurder, om det er nødvendigt med direkte tryk eller en tourniquet.
-
- Påfør tryk: Anvend straks direkte tryk på såret. Fortsæt med tryk indtil professionel hjælp ankommer.
-
- Eventuelt brug af tourniquet: Hvis blødningen er ukontrollabel, og du har en tourniquet, placeres den 5-7 cm over såret og strammes, indtil blødningen stopper.
Tilkald hjælp: Når du har lavet den livreddende intervention vha. direkte tryk eller tourniquet, skal du alarmere 1-1-2 eller råbe efter hjælp.
Ved førstehjælp til massive blødninger er det vigtigt at observere den tilskadekomne for tegn på shock, såsom bleghed, koldsved, hurtig vejrtrækning og forvirring. Hvis shock opstår, skal personen ligge ned med benene hævet og holdes varm, mens du venter på hjælp.
At standse en massiv blødning handler om at handle hurtigt og beslutsomt. Ved at kende de rette teknikker og værktøjer kan du redde liv og sikre, at den tilskadekomne får den bedst mulige chance for at overleve.


